Et kig på Islingtons Fringe og teaterbarer
Stykket skulle være kort... med masser af komisk symbolik for at fange opmærksomheden hos deres publikum.
Islington har altid været en teaterunderholdningskvarter, selvom turisterne og endda mange londonere ikke værdsatte det, før det gennemgik en genoplivning i 1970'erne. Vi er ret langt ‘off-West End’ heroppe i Islington, men dets dramatiske kvalifikationer er af højeste kaliber. Shakespeares ‘Teater’ i Shoreditch er faktisk det første registrerede dramatiske sted i London, som senere blev transporteret over floden til Southwark for at blive genopfundet som The Globe for at undgå den høje skattesats på underholdningsetablissementer. Så teaterets rødder løber dybt og sandt her. Nordøstlondon opretholder et meget eksperimentelt fringe teater kredsløb, og det hele startede i livsgrundlaget for London, kroen.
Allerede hjemsted for hundredevis af dramaer hældt i tusinder af krus af øl, var kroerne, der lå langs Upper Street, det perfekte sted at etablere en spirende industri, billigt og hurtigt. For at undgå de enorme skatter, der blev pålagt af Westminster, kunne teatret flyttes med bjælker og det hele til det usle Southbank, eller spillerne kunne oprette butik i en pub, der åbenbart var et drikkelag først og fremmest, ikke et optrædelsessted.
Tendensen satte, der var sædvanligvis et tungere fokus på at drikke, hvilket ville støtte etableringens virksomhed bedre end skuespillene, da skuespil forblev en perifer aktivitet, der blev misbilliget af kirken og staten. Efter middelalderen var handlingerne sekulære eller dabblede i hedenske og gamle trossystemer, og var derfor dybt subversive. For alligevel blev historieskuespil, der skildrede de episke kampe fra gamle dage og kongens hubris, efterspurgt i domstolene. Pubberne i Islington talte et mere tilgængeligt dramatisk sprog.
Der var halvtreds pubber på Islington Upper Street i det 17nde århundrede, et højrøstet underholdnings- og nattelivsdistrikt for arbejderklassen, der havde en lignende hensigt (hvis ikke helt samme klientel) som det nutidige Upper Street. Da kroerne åbnede deres døre for spillere, hjalp det med at bosætte dem og bygge et teaterdistrikt, hvor det tidligere kun havde været en rodløs profession af rejsende. Kroer havde allerede den perfekte sceneplads; flade åbne gårde med omkringliggende gallerier. Disse gallerier var allerede fyldt med et villigt og, skal vi sige, 'responsivt' publikum af drinkere. Skuespillene måtte være korte og lette at opføre med masser af komisk symbolik for at vinde publikums opmærksomhed. De var ofte afledt af almindelige mytiske plots fra antikken, angliciseret og nedskåret til scenen uden sæt eller belysning. Der var slet ikke kvinderoller, de kvindelige roller blev spillet af unge drenge i drag.
Begrænsningerne ved den lille scene forbliver i den moderne teaterpub, selvom denne intimitet oftere bliver set som en fordel, der skal udnyttes, ikke en hindring, og naturligvis har kvinder lov til at optræde. Islingtons musikale haller blev modne i det 19nde århundrede og forkælede en viscerel og tæt tilknytning til optræden, men den tidligste og mest prestigefyldte af dem, Saddlers Wells, har været på den samme placering i Clerkenwell siden 1683. Saddlers var tilsyneladende en monastisk kilde til naturlige helbredende vand, men havde også en overflod af musik- og danseforestillinger, der var den reelle tiltrækning for en velstående klientel. I øjeblikket i sin femte genfødsel er Saddlers Wells nu et demokratisk ballet hus for masserne, ikke eliten. Dets postevand er dog usandsynligt at kurere sygdomme.
Hvis du ser ud over Jack Wills og Starbucks, er dagens Islington summende med den samme teaterfervor som i gamle dage. Dette er teater som en lokal affære med nye og spændende navne med al den umiddelbarhed, som scenen, der startede det hele, havde. Her er et nærmere kig på to af N1's mest ikoniske etableringer.
The King’s Head, Upper Street
Barbara Windsor kan og har været set vaklende rundt i den historiske teater The King’s Head pub på Upper Street. Slut dig til hende for et glas i baren, og gå derefter til scenen og den lille 115 sæders auditorium og læn dig tilbage i King’s Head Theatres fulde og varierede repertoire af optrædener. Du kan se noget boutique teaterpub opera, eller en touring komiker eller to de fleste nætter i ugen. Det er veletableret takket være dets kongelige kvalifikationer (angiveligt Henry VIII's foretrukne sted at stoppe for et mede på vej til at se sin elskerinde) og dets imponerende alder; der har været en pub på denne placering i fem hundrede år, selvom scenen har været i drift siden 1970. I sin nuværende skikkelse nyder den stor støtte og ros fra den britiske scene glitterati, hvoraf mange fik deres første optrædener her, herunder Alan Rickman, Richard E. Grant og Victoria Wood.
Dette år sluttede med residensen af OperaUpClose, som udnytter den intime venue fuldt ud til at formidle den fulde kraft af operasang.
The Almeida, Almeida Street
The Almeida er en skelsætning for enhver London skuespillerkarriere og tiltrækker ofte større navne, end dens lille scene ville antyde. Dette 325-sæders teater gennemgik en flerårig renovering for nylig, for at give sin facade og barområde et stilfuldt ansigtsløft, men vigtigere for at opretholde sin høje kvalitetsopførelse, som er synonym med sit navn i thespiansk cirkler.
Det intime rum er engagerende, og den fjerde væg er bestemt en lav her, da skuespillerne ser ud til at nyde dette enkle og minimalistiske rum. Dette er engelsk drama i sin reneste form, trimmet af den bløde West End faux-glamour.
Denne sæson ser den grusomme køkkenvask dramatiker Neil LaBute bringe sit tredje skuespil til Almeida, som dykker ind i forholdenes essens og vores besættelse af fysisk fremtoning Grunde til at være pæn.
Så, når du sipper din øl i en af disse fine etableringer, skal du vide, at du drikker i noget berusende London teaterhistorie. Brædderne er blevet betrædt af nogle ansete selskaber, men en mere intim forbindelse kan findes i dit ølglas, der måske kunne være blevet brugt af Babs selv.
