London til Brighton - Den Hårde Vej

De kalder det det Grønne Monster.

Jeg var ikke overbevist. Fra hvad jeg havde hørt, kunne det med rette kaldes 'dyret' eller noget lignende, men det Grønne Monster? Kom igen folk, gør mig en tjeneste, lad os ikke gøre en høne til en fjeder.

Men så mødte jeg det. Jeg blev bekendt – seriøst bekendt – og jeg indser nu, at der ikke findes en anden titel, det kunne fortjene end det Grønne Monster.

Monstrets jeg taler om, er kendt af kortlæggere som Ditchling Beacon. Det rejser sig 250 meter over havets overflade. Det er det højeste punkt i grevskabet East Sussex. Vejen, der snor sig op ad, stiger 160 meter på kun én mile. Mit første glimt af det var på hovedgaden i Ditchling Village, et søvnigt lille sted lige nord for Brighton. Jeg havde stoppet op for at få vejret, slæbt min cykel op på fortovet og ventede på, at min cykelven, Tom, skulle indhente mig.

Lad dig ikke narre af 'indhente'; han var cirka tre sekunder bagud og havde tålmodigt fodret min patetiske hastighed i de sidste 40 miles. Han er meget bedre trænet end mig og er mere end bare en cykelven – vi har kendt hinanden siden fødslen, været bedste venner lige siden, og jeg kunne ikke forestille mig en mere passende partner til den udfordrende opgave, vi havde sat os selv for på denne overskyede dag i juni. Vi har brugt vores barndom på at presse grænser, og denne tendens er fortsat ind i voksenalderen.

Og her var vores seneste grænse, lige foran vores øjne – det Grønne Monster.

I starten havde jeg antaget, at det bare var en lav skydække. Men så, med stigende fortvivlelse, indså jeg, at det var en ryg af land. En ryg af land med en uundgåelig grøn nuance og bestemt forbundet – omend i en frygtelig hældning – til det jorde, jeg stod på.

Når jeg står over for håbløse odds, som jeg gjorde dengang, har jeg en tendens til at krympe mig til en sejrrig underkastelse og gå ind i en ydmyg form for sulk. Tom, derimod, smiler og stormer mod problemet med styrken af en tyr. Hvis han ikke havde været der for at sætte et eksempel, tror jeg, jeg ville have kravlet ind i den nærmeste havestue – der var masser at vælge imellem; vi var i landlige Sussex – og grædt i de næste fjorten dage. Men som det var, sagde han blot: “Vi skal bare tage det i vores eget tempo, så klarer vi det – stol på mig.”

Nemere sagt end gjort.

For at give lidt kontekst, fandt den årlige 54-mile  til Brighton cykeltur sted weekenden før. Vi havde oprindeligt planlagt at deltage i sjov og ballade, men desværre faldt natten før sammen med et pokerfald med nogle nære venner, hvilket resulterede i tre timers søvn efterfulgt af en af de mest monumentale tømmermænd i menneskehedens historie. En tømmermænd, du kunne sælge til videnskaben, for at låne nogle ord fra den store Bill Bryson.

Så vi omplanlagde, på en vag måde. “Vi tager det næste uge i stedet,” sagde en af os, inden vi omfavnede en gadelygte og erklærede ubetinget kærlighed, og det var det sidste, jeg tænkte på det. Længst inde vidste jeg, at det ville ske, men ligesom en tandlægeaftale, skubbede jeg den kommende lejlighed tilbage i mit sind og levede livet som normalt. Desværre kom tiden, hvor jeg ikke længere kunne ignorere det, og tre timer før vi skulle tage af sted, ringede jeg til Tom for at spørge, om han var: “… såsom, forberedt og sådan?”

“Ja, mand! Jeg har mentalt forberedt mig på dette hele ugen, og jeg har trænet hver dag til mit triathlon også, så du ved, jeg burde være i ret god form til det! Hvad med dig?”

“Bare arbejde på mit epitat.”

Før vi satte af sted, var jeg i en tilstand af nervøs rastløshed. Jeg kunne mærke den kløende summen, som jeg plejede at få før jeg løb på tværs af landet for mange år siden, før jeg opdagede de forskellige usunde laster, der appellerer så stærkt til teenage drenge. Mit sind var allerede fem miles længere ned ad vejen, men min klodsede krop var tilbage og tabte nøgler og væltede ting og tabte nøgler igen og generelt var en fuldstændig idiot. En alvorlig hindring var realiseringen af, at jeg havde glemt step-for-step anvisningerne til ruten på arbejdet, så dette betød, at jeg måtte skrive dem ned fra internettet, hvilket, på grund af min hastige uforsigtighed, uundgåeligt ville forårsage nogle problemer senere på dagen.

Til sidst kom vi ud ad hoveddøren, tog de obligatoriske billeder og vendte den forkerte vej ned ad gaden.

At komme ud af Colliers Wood – mit område af Londons skov – var helt forudsigeligt i sin kedelighed. Stedet er et netværk af asfalt, knyttet med trafiklys, og det føltes mere som en flugt end en naturlig del af cykelturen; logik snarere end udholdenhed førte an.

Vi var ude hurtigt nok, og til vores store glæde var skiltningen fra turen sidste uge stadig på plads, hvilket viste vej, så vi ikke skulle ty til mine kradse anvisninger i et stykke tid.

Vi blev begge forundrede over den abrupthed, hvormed vi var i forstæderne. Forandringen var tilsyneladende øjeblikkelig; gaderne blev pludselig mere stille med flere træer og færre trafiklys, og de frie huse havde karakter, for ikke at nævne heftige prisskilt.

Den første bakke – og det var ikke en særlig stejl bakke – kom ved cirka ni miles, og den indgød mig lammede tvivl. Indtil dette punkt havde det faktisk ikke faldet mig ind, at jeg måske ikke var i form til at gennemføre udfordringen, men da sveden begyndte at dryppe fra min næse og mit hjerte begyndte at accelerere ind i overdrive, og mine ben begyndte at råbe i rasende modstand, blev et enkelt bandeord den dominerende kraft i mit sind.

Mine bekymringer blev lidt dæmpet, da jeg kiggede tilbage på Tom, der havde en lignende udtryk som det, han havde indtaget den foregående fredag aften, da han blev ven med den lamppost – en slags forstyrret blik, forstærket af krydsede øjne og et skævt ansigt, og hvis jeg ikke tog fejl, en lille smule løbende spyt. I interesse for moralen, kommenterede jeg ikke på det tidspunkt.

Efter en evighed, fandt vi os selv på toppen, stadig sejrende siddende (eller rettere sagt krøllet) på vores cykler, som hurtigt blev kastet hen på græsset til fordel for stammen af et enormt væltet træ, der var dækket med indskrifter. Vi var nået til landsbyen Woodmansterne, og det føltes som om vi havde vundet den første kamp i krigen. Så jeg havde en cigaret for at fejre – og så en banan for at udligne tingene.

*          *          *

Hvis du nogensinde har undret dig, kan de bedste småkager i England – og muligvis verden – findes i en tilfældig lille gårdbutik kaldet Fanny’s, på Markedge Lane, lige uden for landsbyen Merstham i Surrey. Jeg vil ikke fornærme småkagerne ved at forsøge at forklare, hvorfor de var så overdrevent vidunderlige; jeg vil bare gerne have, at du er opmærksom på deres eksistens. Butikken var det eneste tegn på kommercielt liv, vi havde set siden vi forlod Woodmansterne, som nu var fem miles bag os, og havde sådan en mærkelig sammenblanding af sentimentalt skrammel, at vi ikke kunne modstå fristelsen for at kigge rundt. Det var næsten en karikatur af landlig, med alt det, man ville forvente at finde i en gårdbutik, komplet med husdyr, men indblandet med anomalier som rustne cykler (til salg), brugte bøger og tegneserier, guirlander hængt over grusvejene og humoristiske skilt er overalt. Det var alt sammen meget charmerende, på en syg måde, og bestemt ingen hemmelighed, for stedet var fyldt.

Efter at have vræltet på de himmelske skiver og siddet for længe, vaklede vi tilbage til vores cykler og fortsatte på vores glade vej. Kort efter, susede vi under M25, den yderste voldgrav, der omkranser den strækende hovedstad London og dens bydistrikter, og drejede ind på en vej kaldet Gatton Bottom, som jeg fandt underholdende af forskellige barnlige årsager.

Det var omkring dette punkt – i kølvandet på en anden grusom bakke – at jeg begyndte at slukke. Cyklingen var blevet så uhyggeligt vanskelig, at jeg kun opfattede mine omgivelser på det mest basale niveau. Alt blev rettet mod simpelthen at træde i pedalerne, og fortsatte i denne stil i de næste 20 miles eller deromkring. Jeg var svagt klar over, at jeg var i hjertet af landlige England – cricketspil på velplejede plæner, hestepaddock, andedamme, små skærver, der blev omkranset af mosbegroede grave, stråtækte huse, der druknede i vedbend, gamle Tudor-huse med mørke træk, der hængte under tidens vægt – men mit sande fokus var på det stykke vej tre meter foran, det stykke vej, der når det blev krydset, ville bringe mig tre meter tættere på småstenene på Brighton strand.

Og sådan var det, vi trådte i pedalerne og vi trådte i pedalerne og så trådte vi lidt mere. Vi kæmpede op ad bakker i gangtempo, fløj ned ad dem i køretempo, men altid ville vi dække afstand.

Indtil vi til sidst, efter fem timer og 40 miles, nåede landsbyen Ditchling, og jeg stoppede op for at besigtige det grønne landmasse foran mig. Og jeg tror, det er her, vi kom ind.

Ord kan simpelthen ikke gøre det retfærdighed. Det er tilstrækkeligt at sige, det var den sværeste ting – på både et fysisk og mentalt niveau – som jeg nogensinde har lidt. Vi måtte tage det i vores eget tempo for dette; det var den eneste måde, hverken af os kunne komme igennem det. Så Tom, der var i bedre form, blev hurtigt ude af syne, og jeg blev efterladt alene på denne monster af en vej, og trak snart tilbage til denne mærkelige verden inde i mit hoved, hvor en rasende kamp mellem vilje og instinkt gik i gang. De svevende panoramiske udsigter registrerede knap, og jeg vidste, hvis jeg steg af for at beundre dem, ville jeg aldrig få mig selv op igen. Mine ben skreg i smerte, mit sind var forvirret, mine skuldre rystede, og min krop var et vandfald af sved.

Var det værd?

Selvfølgelig var det! Churchill sagde: “Hvis du går igennem Helvede, så bliv ved med at gå,” og han havde ganske ret, som sædvanligt. Glem ikke, at min krop var udmattet, og at mit sind var en vraggede. Jeg havde erobret det Grønne Monster – og det føltes godt.

Udsigten var forudsigeligt spektakulær – mod nord, en stor, fløjlsgrøn patchwork af marker, der strakte sig indtil en tåget horisont, og på den anden side, skråningerne af South Downs, der foldede ind over hinanden, prikket med får – men den mest vidunderlige ting ved at være på det højeste punkt i East Sussex, den blæsende vind, der kølede vores ømme lemmer, var den glade viden om, at fra der til havet ville være ned ad bakke, og kun ned ad bakke.

Summen, der kom med at køre ind i Brighton, se promenaden og havet, suge den salte luft og høre måge skridtene, var en jeg aldrig vil glemme – hvilket er godt, for jeg vil ikke opdatere min hukommelse snart.

*Det anbefales stærkt af fornuftige mennesker overalt at drikke noget med høje niveauer af protein, når man når mållinjen på denne tur. Det genopretter forskellige ting og er vigtigt på grund af nogle grunde, jeg har glemt.

Alternativt kan du finde nærmeste bar, bestille en rigtig drink, og give dig selv og dem, du er sammen med, et seriøst klap på ryggen.